På gaden i Warszawa lugtede der af våde blade og skorstensrøg. Den Blå Strøm satte vennerne af under et halvtag. På det lysende skilt stod datoen: 10. november 1918.
En dreng i kasket løb mod en dør.
»Hr. Leon! Piłsudski er tilbage! Han ankom til Warszawa i morges!«
En mand i et plettet forklæde kiggede ud af et lille trykkeri.
»Fra Magdeburg?«
Drengen nikkede kraftigt.
»Det er rigtigt!«
Orumi var ved at løbe efter ham, men Nubo stoppede ham forsigtigt.
»Lad os først finde ud af, hvad der sker.«
Bogtrykkeren inviterede dem indenfor. Józef Piłsudski, forklarede han, var blevet fængslet af de tyske myndigheder i Magdeburg og var nu vendt tilbage til Warszawa. Efter den lange krig skete der store forandringer i Europa. Håbet voksede om, at en polsk stat ville blive genfødt.
»En uafhængig stat kan bestemme sine egne anliggender,« tilføjede han. »I årevis har mange mennesker arbejdet hen imod sådan et Polen.«
»Så vil alt være klar i morgen?« spurgte Orumi.
Hr. Leon så på de spredte ark.
»Vi kan ikke engang sætte denne avis sammen i et enkelt træk. En stat kræver meget mere arbejde.«
Drengen præsenterede sig selv som Stefan. Han hjalp sin far på trykkeriet og kunne ikke sidde stille i dag. Han blev ved med at bringe nyheder, men nogle gange gentog han rygter, som ingen havde tjekket endnu.
»Alt er åbenbart allerede afklaret!« meddelte han.
»Hvad præcist? Og hvem fortalte dig det?« spurgte hans far.
Stefan justerede sin kasket. Det var noget, han ikke vidste.
Nubo kiggede i deres rejsenotesbog. Der var stadig masser af tomme sider. Han besluttede kun at skrive nyheder ned, som de kunne bekræfte.
Den Blå Strøm summede sagte. Udenfor blev det aften, og så skiftede lyset til morgen igen. Passagen havde ført dem en dag frem i tiden.
Det var den 11. november.
Nyheden nåede trykkeriet om, at regentrådet havde givet Piłsudski kommandoen over de polske tropper under dets myndighed. Leon forklarede, at Rådet var et af de eksisterende styrende organer.
»Det er et vigtigt skridt,« sagde han. »Men forløbet er forskelligt fra sted til sted. Der skal stadig dannes fælles myndigheder, hverdagen i landet skal organiseres, og der skal sørges for sikkerheden. Kampene er ikke slut alle steder.«
Stefan holdt op med at dreje kasketten.
»Kan vi være glade, når der stadig er så meget tilbage at lave?«
Fira stod ved siden af ham.
»Du kan være glad for noget vigtigt og stadig have en masse arbejde forude.«
Folk standsede på gaden for at tale sammen og dele nyheder. I nogle vinduer dukkede de hvid-røde farver op. Nubo tænkte på Antek, der øvede sig på at læse, og på familierne, der lyttede til polske sange. Han huskede Paderewskis koncert.
En stak tomme ark væltede. Orumi satte sig straks på hug for at samle dem op. Stefan forsøgte at tage dem alle på én gang, men Fira hjalp ham med at lave mindre bunker.
»Der skete vigtige ting så mange steder,« bemærkede Nubo. »Vi kan ikke samle det hele i én sætning.«
»Det kan vi fortælle i en historie,« svarede hr. Leon. »Vi skal bare fortælle den ordentligt.«
Tilbage i deres egen tid fandt de en note i atlasset: »11. november – Den nationale uafhængighedsdag.« Nubo skrev, at det var en symbolsk dato, der markerede genvindingen af uafhængighed, nået gennem mange begivenheder og mange menneskers indsats.
Orumi kiggede på den lange optegnelse.
»Så det var alligevel ikke en nyhed, der kunne være på en lille lap papir.«
»Det er derfor, vi efterlod så mange tomme sider,« svarede Nubo.
Novemberbladene raslede udenfor. Fira ventede på, at blækket tørrede, før hun lukkede notesbogen.
