En lille historie. En hel verden af farver.Printbare PDF-malebøger
Tilbage til alle historier

Historie 01 · destiNAT

Et kort uden navn

De polske landområder i 1795 og Italien i 1797

Fira shows an old photograph with Nubo and Orumi beside her in a library decorated with Polish flags.

Nubo fandt et stort atlas på biblioteket. Han slog det op på bordet, og Orumi trak straks en stol hen til ham.

»Leder vi efter et sted at tage hen på vores næste eventyr? Måske et sted, hvor pasta vokser på træer?«

Fira smilede og holdt det krøllede hjørne af en side nede. Nubo bladrede langsommere og langsommere. På det ene kort stod Polens navn. På det næste, som viste en senere tid, kunne han ikke finde det.

»Et land kunne ikke bare fordampe,« sagde han.

Lige da blinkede en blå stribe mellem siderne. Den Blå Strøm fejede i en cirkel og åbnede en glødende passage foran vennerne.

Et øjeblik efter stod de uden for et træhus. Et lille skilt projiceret af Strømmen viste et årstal: 1795.

Gennem den halvåbne dør kom lyden af en person, der langsomt stavede sig gennem ordene. En dreng sad ved et bord. En ældre kvinde pegede på ordene i en bog, det ene efter det andet.

»Undskyld,« sagde Nubo. »Er vi i de polske landområder?«

»Ja,« svarede kvinden. »Kom ind. Jeg er Anteks bedstemor.«

Orumi kiggede ud af vinduet. Han så en frugthave, en vej og en nabo, der bar en kurv.

»Alt er her stadig! Så hvorfor mangler Polen på kortet?«

Bedstemor lagde bogen fra sig.

»Rusland, Preussen og Østrig har delt vores landområder imellem sig. I år fandt den sidste af Polens delinger sted. Polen mistede sin egen selvstændige stat. Nu regerer fremmede magter her.«

Der blev stille omkring bordet. Fira rykkede tættere på Antek.

»Og du læser stadig på polsk.«

»Jeg er ved at lære«, svarede han. »Nogle gange blander jeg bogstaverne sammen.«

»Jeg blander vejene sammen,« indrømmede Nubo. »Det er ingen grund til at stoppe med at rejse.«

Bedstemor fortalte dem om familier, der gav deres sprog, sange og minder videre til deres børn. Folk boede stadig i deres hjem, arbejdede og huskede, hvem de var. Det, at de ikke havde deres egen stat, havde ikke udslettet dem fra jorden.

Antek vendte tilbage til sin læsning. Orumi var ved at hjælpe med et svært ord, men Fira rørte let ved hans skulder. De ventede. Drengen fandt ud af det selv.

Den blå strøm glitrede i døren igen. Denne gang trådte vennerne ind på en solrig gade i Italien. Det var juli 1797.

Fra et rum i nærheden lød der polske ord. En mand sad ved et bord med et ark papir. Ved siden af ham stod polske soldater, der gjorde tjeneste langt hjemmefra.

»Det er Józef Wybicki,« forklarede en. »Han skriver en sang til os.«

Fira kiggede på de linjer, han havde skrevet.

»Hvad handler den om?«

»Polen. Og håbet om, at vi vil kunne vende tilbage dertil,« svarede Wybicki.

Nogen begyndte at synge melodien. Snart sluttede flere stemmer sig til. Nubo lyttede opmærksomt. Han forstod endnu ikke alle ordene, men han så, hvordan de syngende rankede ryggen og så opmærksomt på hinanden.

Tilbage i biblioteket slog vennerne sangen op i en bog. Med tiden blev den Polens nationalsang, kendt som Mazurek Dąbrowskiego.

Orumi rakte ud efter en blyant.

»Jeg skriver Polen på det kort!«

Nubo lukkede forsigtigt atlasset.

»Det kort viser, hvem der regerede på det tidspunkt. Nu ved vi, hvad et kort ikke kan vise alene.«

Fira åbnede deres rejsenotesbog. Hun tegnede et lille hus, en bog og et par noder. Nedenunder skrev Nubo: »Folk huskede.« Orumi tegnede Antek, der bøjede sig over et svært ord. Denne gang havde han ikke travlt med at hjælpe.

Karaktererne og deres samtaler er fiktive. Noten til voksne læsere forklarer den historiske baggrund. Til den voksne læser

Nyheder fra destiNAT

Hvad er nyt med Nubo, Fira og Orumi?

Efterlad din e-mailadresse, og jeg giver dig besked, når en ny malebog, historie eller sang ankommer til destiNAT-verdenen.

Hvad er nyt med Nubo, Fira og Orumi?

Du kan til enhver tid afmelde dig. Privatlivspolitik