»Hvis Polen genvandt sin uafhængighed, hvad skete der så bagefter?« spurgte Orumi.
Den Blå Strøm svarede med en stribe lys. Sne ventede dem ud over passagen. Nubo sank næsten øjeblikkeligt ned i en snedrive, og Fira rakte ham hånden.
Det var den 26. januar 1919. Vennerne var i Warszawa igen.
Der stod en kø foran bygningen. En kvinde rettede på tørklædet om halsen på en pige, der forsøgte at gemme næsen for kulden.
»Mor, får du virkelig en stemme i dag?« spurgte pigen.
Orumi standsede nysgerrigt.
»Jeg kan høre, at din mor har en stemme. Hun talte for et øjeblik siden.«
Pigen brød ud i latter.
»En anden slags stemme! Jeg er Zosia. Og det her er min mor, fru Zofia.«
Kvinden forklarede, at der blev afholdt valg til Sejm, parlamentet i det genfødte Polen. Voksne borgere valgte repræsentanter, der ville arbejde med landets love.
»Siden den 28. november sidste år har kvinder haft ret til at stemme og stille op til valg,« tilføjede hun. »Mange kvinder arbejdede i lang tid for at få indflydelse på landets anliggender. Nu kan jeg også afgive min stemme.«
Zosia klemte sin mors hånd.
»Jeg kan ikke endnu. Mor siger, jeg er for ung.«
»Men du kan stille spørgsmål,« svarede Fira. »Takket være dig har vi også lært noget.«
Køen rykkede fremad. Orumi lagde mærke til et stykke papir ved væggen og bøjede sig for at tage det op.
»En tabt stemme!« meddelte han med bekymring.
Fru Zofia kiggede på hans fund.
»Det er en kulregning.«
Orumi undersøgte begge sider og tog den med til en nærliggende mand. Heldigvis havde dens ejer ledt efter den.
Da fru Zofias tur kom, blev vennerne hos Zosia ved indgangen. Nubo så folk gå indenfor. Der var ingen scene eller stort orkester. Skoene knirkede, nogen rystede sne fra en frakke, nogen gav plads til en ældre person.
»Er dette også en del af uafhængighed?« spurgte han stille.
»Jeg tror, vi ser folk begynde at forme deres land sammen,« svarede Fira.
Zosia ville ønske, at hendes skole havde flere bøger. Nubo spurgte om hendes yndlingshistorie. Hun snakkede så meget, at hun næsten ikke bemærkede, at hendes mor var kommet tilbage.
Fru Zofia så ikke anderledes ud. Hun bar samme frakke og lidt skæv hat. Alligevel krammede Zosia hende, som om hun var vendt tilbage fra et meget vigtigt eventyr.
Den Blå Strøm tog dem tilbage. På den velkendte gade var det november i deres egen tid. Flag hang fra bygninger. En nærliggende skole øvede sig til sin højtidelige fejring.
Ved indgangen til biblioteket samlede et barn spredte bøger. Orumi kiggede mod pladsen, hvor festlighederne skulle begynde, og satte sig så på hug ved siden af bøgerne.
Nubo hjalp med at lægge dem på en vogn. Fira holdt døren. De nåede pladsen, før alle begyndte at synge hymnen, og stillede sig stille ved siden af de andre deltagere.
Senere besøgte de en udstilling med gamle fotografier. Et af dem viste en kvinde i hat ved siden af en pige i et tykt tørklæde. De kunne ikke vide, om de var Zofia og Zosia. Fira smilede alligevel.
»Nu ved jeg, hvad der skete bagefter,« sagde Orumi. »Masser af almindelige dage, hvor folk havde vigtige ting at lave.«
Nubo åbnede en ny side. Under 11. november skrev han også bibliotekets adresse. De havde jo lovet at komme tilbage og hjælpe med den næste vogn med bøger.
