DESTINATHISTORIER
Peberkagemanden flytter

Den mindste peberkage var forsvundet fra bagepladen.
Der ville ikke have været noget usædvanligt ved det, bortset fra sporet af glasur henover bordet og den bløde bankning bag sukkerskålen.
Nubo satte kagerullen fra sig.
»Kan vores kiks gå?«
Orumi kiggede under bordet.
»Det kunne de ikke i morges.«
Fira løftede sukkerskålen. En lille peberkagemand slæbte et stykke bånd henover bordpladen. Bag ham gled en halv valnøddeskal med to rosiner og en krumme kanel.
»Hvor skal du hen?« spurgte hun.
»Jeg leder efter et hjem. Helst med udsigt til juletræet.«
Orumi satte sig på gulvet for bedre at kunne se ham. Da han tidligere pyntede småkagerne, havde han forestillet sig, hvordan den lille mand strakte sig efter at have ligget så længe på bagepladen. Han havde set det så tydeligt for sig, at verden åbenbart havde besluttet at prøve det af.
»Har du fundet en adresse endnu?« spurgte han.
Peberkagemanden pegede på et stort krus, der stod på hovedet i vindueskarmen.
»Der. Jeg kunne bare ikke finde indgangen.«
Nubo løftede kruset. Peberkagemanden gik ind under det, tog et par skridt og kom lige ud igen.
»Mørkt.«
Nubo vendte kruset om på siden.
»Nu har du en døråbning.«
Kruset rullede ind i melet. Peberkagemanden nåede at springe til side, men ejendelene i hans valnøddeskal forsvandt under en sky af hvidt støv.
»Og der er din vinterhave,« bemærkede Orumi.
Fira børstede melet af den lille husjæger.
»Vent et øjeblik. Hvor vil du egentlig gerne bo?«
Peberkagemanden tænkte på det et stykke tid.
»Tæt på jer. Men i mit eget hjem. Og med plads til et bord.«
Fira flyttede de tomme urtepotter langs vindueskarmen og fandt en plads ved siden af juletræet. Fra en skuffe tog hun en bred tekop, som ingen brugte. Der var et skår i randen, men den lugtede stadig af te og appelsiner.
Nubo undersøgte dens afrundede side.
»Den vil rulle.«
Han lavede understøtninger af to stykker kork og en lav tærskel af en træstump. Han satte alt sammen så omhyggeligt, at tekoppen ikke bevægede sig, selv da Orumi ved et uheld bankede i vindueskarmen med albuen.
Orumi tænkte på et lille lys. En lampe på størrelse med en ært dukkede op under tekoppens buede loft. Så begyndte han at skære papirgardiner ud. Det første var større end hele huset. Det andet passede til et vindue, der ikke eksisterede endnu.
»Vi kan hænge det ved indgangen,« besluttede peberkagemanden. »Så får jeg et gardin med masser af udsigt.«
Fira forede indersiden med et tørret kronblad og medbragte en lille skål lavet af hatten fra et agern. Nubo lavede et bord af en knap balanceret på en kort trådspole og satte bordet ved siden af skålen. Han blev ved med at kigge indenfor, mens han arbejdede, og tjekkede, at den lille beboer ville have plads til at bevæge sig.
»Lad der være lidt plads ved døren,« bad peberkagemanden. »Til gæster.«
Da juleaften kom, satte de tre venner sig ved deres eget bord. I vindueskarmen lyste en lillebitte lampe i døren til tekoppen. Indefra hørtes en lille ske banke mod en knap.
»Kom ind!« kaldte peberkagemanden.
Nubo knælede først. Fira sænkede sin krone af kronblade, og Orumi lagde sig på maven for at kigge ind. På bordet lå tre bittesmå stykker appelsinskal.
»Til jer,« sagde deres vært. »Jeg forberedte dem selv.«
Den mindste stjerne i Nubos ansigt skinnede klart.
»Meget rummeligt.«
»Jeg ved det,« svarede peberkagemanden. »Og i morgen anlægger jeg en have.«
Orumi kiggede på resten af vindueskarmen.
»Hvor stor?«
Peberkagemanden holdt en hånd for sin pande og stirrede mod urtepotten.
»Så langt som det bjerg, til at begynde med.«
Han pegede på en mandarin.