DESTINATHISTORIER
Pladsen ved siden af Fira

Fira mærkede sin stol med et grønt bånd.
Den stod mellem Nubos stol og Orumis plads lige ved siden af vinduet. Hun ville sidde der, så snart gæsterne ankom. Hun kunne ikke vente med at se Nubos reaktion på hendes nye varme frugtdrik og høre hele Orumis historie om en sky, der lignede en kartoffel.
Indtil videre rettede hun på dugen.
Så bankede en nabo på døren med en skål svampe. Bag hende kom to beboere fra det gamle træ. En havde brød med, en anden en frostklædt buket rønnebær, og en tredje havde så meget sne på frakken, at en lille bunke begyndte at smelte i entreen.
Fira hilste alle med kram og viste dem til bordet. Hun kendte hver gæst og huskede, hvem der kunne lide at sidde tættere på komfuret.
Nubo trak en ekstra sektion af bordet ud. Orumi tryllede nogle stole frem og bandt derefter sløjfer til dem, bare for fornøjelsen at gøre det selv. En af sløjferne endte med at blive fanget på kanten af hans vest.
Fira stillede frugtdrikken ved siden af sin plads.
»Nu sætter jeg mig.«
»Fira, hvor skal jeg lægge brødet?«
Hun pegede på et fad. Da hun kom tilbage, havde nogen brug for en tør klud. Så viste det sig, at der stadig stod to skåle i spisekammeret. Da hun havde hentet dem, bad nogen hende vise dem vejen til badeværelset.
Ved bordet vendte samtalen sig til skyen.
Alt hvad Fira hørte var:
»...og så viste det sig, at det slet ikke var en kartoffel.«
Alle lo.
Hendes stol var stadig tom. Så hun sad på et trin i gangen med skålene på skødet. Hun ville lægge dem fra sig, men et øjeblik havde hun ikke lyst til at rejse sig.
Nubo gik ud i køkkenet efter mere frugtdrik. Gennem den halvåbne dør fik han øje på hende.
»Er der et andet bord herude?«
»Nej.«
Han satte sig på trappen ved siden af hende. Skålene klirrede sagte.
»Kan du ikke lide aftensmaden?« spurgte han.
»Jeg har ikke smagt den endnu.«
Nubo bøjede hovedet.
Fira glattede kanten af et kronblad.
»Jeg elsker, når I alle er her. Jeg vil bare også gerne sidde sammen med jer ved bordet.«
Orumi kiggede ud af spisestuen.
»Jeg starter historien igen. Kartoflen var kun begyndelsen.«
Han lagde mærke til skålene på hendes skød og kom tættere på.
»Er de fulde?«
»Nej.«
»Så tager jeg dem ind.«
Fira rakte Orumi skålene og rejste sig.
»Kom nu. Jeg sætter mig ned nu. Hvem kan give brødet rundt?«
»Jeg kan,« sagde Nubo.
I spisestuen stoppede han ved siden af bordet og så på alle kuverterne.
»Vi er nødt til at arrangere tingene lidt anderledes.«
Han flyttede fadene ind på midten og lagde et lille bræt ved ovnen, så alle selv kunne stille deres service fra sig. Naboen med svampene hentede straks en øse. Beboerne fra det gamle træ begyndte at hælde frugtdrikken op.
Orumi tjekkede, at alle havde en stol. Så trak han den med det grønne bånd frem.
Fira stoppede ved siden af sin stol.
»I behøver ikke lave en særlig plads til mig.«
»Det har du jo allerede gjort,« svarede Orumi.
Hun satte sig ned. Nubo skød hendes tallerken tættere på, og naboen gav hende brødet. I et stykke tid spiste Fira i stilhed.
»Kan du lide det?« spurgte Nubo.
»Ja, meget.«
Orumi hvilede albuerne på bordet.
»Altså, jeg flød af sted på en sky. På afstand lignede den en kartoffel...«
Fira brød ud i grin, før han overhovedet nåede den del, hun havde hørt tidligere.
Senere, da nogen spurgte, hvor sukkeret var, rejste naboen sig først.
Firas kronblade rørte sig instinktivt.
Nubo hvilede en hånd på hendes stol.
»Bliv. Vi har stadig ikke fundet ud af, hvad den sky egentlig var.«
Fira lænede sig godt tilbage i stolen. Under bordet strejfede det grønne bånd hendes fødder. På begge sider sad vennerne, som ikke skulle andre steder hen den aften.