DESTINATHISTORIER
En gave uden æske

For tredje gang løftede Nubo den samme skal til hovedet, rystede den og satte den tilbage i vindueskarmen.
Sneen faldt udenfor. Peberkager kølede af i køkkenet, og Orumi prøvede at afgøre, om en sløjfe så bedre ud på en gave, på en stol eller på sig selv.
»Er den skal knækket?« spurgte Fira.
»Nej. Den husker bare et andet hav.«
Nubo kørte en finger langs dens kant.
»Derhjemme ramte bølgerne først de flade klipper. Så klirrede småstenene, når vandet trak dem tilbage. Om aftenen kunne du sidde på dit bræt og lytte i evigheder.«
Fira satte sig ved siden af ham. Nubo fortalte hende om det mørke vand, den lyse kyst og Neptun, der hang lavt over horisonten. Så spurgte han, om der var flere peberkager tilbage.
Der var. Fira gav ham tre, men han spiste kun én.
Dagen efter fandt hun Orumi på værkstedet.
»Jeg vil gerne give Nubo et lille stykke af hans hav.«
Orumi kiggede på gulvet.
»Jeg kunne lave et hav. Bordet ville sandsynligvis flyde væk først.«
»Jeg mener lyden. Og det at sidde sammen på stranden.«
Orumi tog sløjfen af hovedet.
»Så lad os bringe kysten til ham.«
Fira samlede en håndfuld glatte småsten fra åen. Hun fandt nogle tørre frøstande, der raslede, når de blev rystet, og to brede stykker træ. Orumi medbragte et lavt trætrug. Så ombestemte han sig og tog et andet med, for han ville stadig plante basilikum i det første en dag.
I værkstedet ordnede de stenene, hængte frøstandene på en snor og begyndte at prøve tingene af.
Skrab.
Klapren.
DUMP.
Nubo kiggede gennem døren.
»Har I tabt noget?«
Fira stivnede med truget vippet over bordet.
»Det var meningen, at det skulle være en gave. Vi er ikke færdige endnu. Vi forsøger at lave dit hav.«
Nubo studerede småstenene i et langt øjeblik.
»Det lyder ikke sådan.«
Firas kronbladsarme faldt langsomt.
»Jeg ved det. Jeg kan ikke helt forestille mig stedet.«
Orumi vippede stenene ind i den anden ende af truget.
»Godt du er kommet. Jeg lavede lige en lavine.«
Den mindste stjerne i Nubos ansigt flimrede. Han kom tættere på.
»Det er for stejlt her. Og alle stenene begynder at bevæge sig på én gang.«
Han lagde et stykke træ under truget, så de kunne vugge det blidt. Fira valgte mindre småsten og adskilte dem med strimler af tykt stof. Orumi placerede frøstandene ved vinduet i strømmen af varm luft, der steg op fra ovnen.
De arbejdede indtil skumringen.
Nubo trommede rytmen med fingrene på bordet. Fira flyttede rundt på stenene, indtil de begyndte at rulle én ad gangen. Orumi opdagede, at en gammel børste, som blev trukket over et ru bræt, gav en overraskende overbevisende brusende lyd.
»Lidt som en bølge,« besluttede Nubo.
»Lidt ligesom at feje,« tilføjede Orumi og prøvede det langsommere.
Juleaften ventede gaver under træet. Nubo pakkede en lille lommelygte ud, en kasse med farveblyanter og et nyt omslag til sin notesbog, og begyndte straks at lede efter notesbogen.
»Resten af din gave er på værkstedet,« sagde Fira.
Indeni var der tre lave sæder. De havde hængt et mørkt klæde på væggen, og over det havde Fira placeret et rundt billede af Neptun, malet af Orumi.
De satte sig ned.
Fira vippede truget. Småstenene rullede langsomt. Orumi trak børsten hen over brættet. Frøstandene raslede ved vinduet.
Nubo sagde intet i lang tid.
»Skal vi gøre det igen?« hviskede Fira.
»Vent.«
Han bøjede hovedet, som om han lyttede efter noget.
»Nu. Den næste bølge kommer.«
Fira vuggede truget. Orumi fandt den børste, han havde siddet på.
Ovnen knitrede på den anden side af væggen. Duften af peberkager drev fra køkkenet. Nubo flyttede sit sæde tættere på sine venner.
»Vi havde ikke så gode kiks på min kyst.«
»Jeg kunne forestille mig et helt bjerg af dem,« foreslog Orumi.
»Lad os tjekke køkkenet først,« sagde Fira.
Den aften tog de adskillige pauser fra deres hav for at tage tilbage efter mere.