
40 SIDER · PDF
Orumi og tankerne, der bliver levende
Med Orumi bliver selv hverdagens tanker levende. Oplev et orkester af tekopper, et træ fyldt med sokker og en sky, der vander haven.
En ven med hovedet fuldt af ideer
Orumi har blå og rød pels, et smil på maven og hovedet fuldt af tanker, der kan blive til virkelighed. Han behøver bare at tænke på havet, før han møder en hval. Han kunne fremtrylle næsten alt, men han vil helst selv gå på opdagelse, prøve sig frem og møde andre. Han lægger ingen planer, skifter tit mening og er glad for at være sig selv. I hans malebøger kan en ganske almindelig idé føre langt. Du bestemmer, hvilke farver rejsen skal have.

TILFØJ FARVE TIL HISTORIEN

40 SIDER · PDF
Med Orumi bliver selv hverdagens tanker levende. Oplev et orkester af tekopper, et træ fyldt med sokker og en sky, der vander haven.

40 SIDER · PDF
Til Orumis fantasifest bliver en papirguirlande til en slange, puderne flyver om kap, og en helt almindelig vogn forvandles til en græskarkaret.
Disse malebøger samler flere karakterer, inklusive Orumi.

40 SIDER · PDF
NyTag med Nubo og Orumi ud på en snedækket sti for at finde seks ledetråde. De 40 farvelægningssider byder på leg i sneen, dyr og små opdagelser om vinteren, frem til en overraskelse, man kan dele med andre.

40 SIDER · PDF
Fira, Nubo og Orumi bygger et hus sammen. Taget letter, puderne svæver, og en gren finder vej indenfor. I det hus er der plads til alles idéer.

40 SIDER · PDF
Tag sporvognen i Lissabon med Fira og Orumi, besøg et fliseværksted, og oplev paladserne i Sintra. Rejsen fortsætter langs Aveiros kanaler, Algarves klipper og videre til Azorerne.

40 SIDER · PDF
Orumi og Fira havde planlagt en stille sommerferie. Så blev sandslottene skæve, og en muslingeskal blev til en telefon. Farvelæg deres eventyr med et kort på hovedet og et skyggespil under stjernerne.
FRA DESTINATHISTORIERNE
Har du allerede mødt mine venner? Godt. Så skal du møde mig. Jeg hedder Orumi. Jeg er ikke et menneske. Heller ikke et rumvæsen. Hvis du leder efter det rigtige ord for mig, kan du lægge ordbogen fra dig et øjeblik. Andre har allerede prøvet. Det nærmeste, de kom, var vist »sær«. Det har jeg det helt fint med.
Jeg gør ikke ret meget efter en plan. Faktisk ingenting. Folk siger, at man først skal beslutte, hvad man vil gøre, så gøre alting klar og først derefter begynde. Inden jeg nåede igennem alle de forberedelser, ville jeg sikkert have fået lyst til noget andet. Jeg beslutter mig, lige før jeg gør noget. Somme tider skifter jeg mening undervejs.
Jeg siger ikke så meget. Jeg tænker meget. Om gode ting, jeg kunne gøre. Om hvaler, som jeg gerne ville efterlade et fredeligt hav til. Om quokkaer i Australien, der ser ud som om de lige har hørt en glimrende joke. Og nogle gange tænker jeg så stærkt på et sted, at jeg et øjeblik efter er der.
Jeg kan også godt lide at lave ting med mine egne poter. En eftermiddag sad jeg i skoven med en farveblyant og begyndte at farve en blomst. Jeg kunne have haft den foran mig med det samme, men jeg ville gerne se, hvordan den ville se ud med et rødt kronblad og et andet blåt. Da jeg så op, voksede den ud af siden. Jeg havde åbenbart tænkt lidt for meget over det.
Jeg har blå og rød pels, en krølle på hovedet og et smil på maven. Ja, på min mave. Det i mit ansigt er også mit. Tilsyneladende var ét ikke nok. Jeg kan ikke huske at have bestilt et til, men da det er her, kan det blive.
For eksempel har jeg lige nu lyst til pasta med basilikum. Jeg tænker på det, knipser med tæerne, og straks står der en skål foran mig. Det er ikke nødvendigt at knipse. Jeg kan bare godt lide det. Basilikummen dufter, pastaen er varm, og nu kan jeg tænke over noget virkelig vigtigt: Er der nogen, der vil spise sammen med mig?
Folk siger, at jeg er en troldmand. Men jeg har ikke en tryllebog eller en kedel. Jeg skal ikke huske, om en drik har brug for tre blade eller fire. Jeg tænker, og så er det der. Hvis jeg havde brug for en tryllestav, skulle jeg først huske at tænke på en. Så ville jeg nok bruge den til at støtte min basilikum op.
Nogen spurgte engang, hvorfor jeg ikke tænker på en stor skat, et palads og alt, hvad jeg kunne få brug for resten af mit liv. Jeg kunne. Men jeg ved ikke engang, hvad jeg får lyst til efter frokost. Hvad ville jeg gøre med et palads, hvis jeg hellere ville ligge på en sky om aftenen? Og hvorfor vil jeg have et helt eventyr færdiglavet, når jeg nyder at finde ud af, hvad der sker undervejs?
Jeg ved det, jeg ved det. Det her kommer fra en, der lige har fremtryllet frokost. Jeg er ikke altid konsekvent. Men jeg spiser min pasta inden den bliver kold.
For nylig tænkte jeg på, hvordan en hvals sang lyder. Pludselig blev alt omkring mig blåt, sollys bølgede langt over mit hoved, og et enormt øje svømmede forbi. Vandet var lidt koldt. Før jeg kunne beslutte, om det generede mig, huskede jeg Australien. Et øjeblik efter sad jeg på varmt sand ved siden af en quokka. Vand dryppede fra min pels. Hun så meget tilfreds ud med mødet.
Ikke hver tanke ændrer noget med det samme. Ellers dukkede den pasta op hver gang jeg talte om den. Men nogle ideer er så klare, at verden ser ud til at høre dem. Nogle gange er jeg nysgerrig efter, hvad den vil høre næste gang.
At ændre form er anderledes. Jeg kan tænke på en blomst, studere dens kronblade og forestille mig, hvordan det føles at svaje i vinden. Jeg vil stadig være Orumi. Først når jeg inderst inde beslutter mig for, at jeg virkelig vil forandre mig, kan jeg selv blive en blomst.
Det er en behagelig ting at gøre, selvom det betyder at stå ét sted. En gang landede en bi på mig, og jeg besluttede at vente lidt længere, før jeg vendte tilbage. Hun havde åbenbart noget at lave. Så fik jeg poterne tilbage og ledte efter mine venner. Jeg kan godt lide at finde ud af, hvordan det føles at være noget andet. Jeg kan også rigtig godt lide at være mig selv.
Jeg ved ikke, hvordan man bliver vred. Jeg har heller ikke let ved at bekymre mig. Når noget bliver anderledes, end jeg ønskede, kommer der som regel en anden idé op i mit hoved. Men jeg forventer ikke, at alle er som mig. Hvis nogen er ked af det, kan jeg sidde ved siden af dem. Der er ingen grund til at tænke på noget at sige med det samme. Eller at bede dem om at smile, bare fordi jeg selv har et smil på maven.
Nubo og Fira ved, at jeg pludselig kan forsvinde. Jeg øver mig i først at huske at sige, hvor jeg tager hen. Især hvis vi er midt i en fælles frokost. Jeg kan være langt væk på et øjeblik, men når vi følges ad, går jeg gerne i deres tempo. Det ville være en skam at gå glip af noget, de vil vise mig.
Og min stil? Det er en anden sag. Et par pletter, et par krøller, en lille skal, farver, der føles glade ved siden af hinanden. Ingen ved hvad man skal kalde det. Tilsyneladende ville selv kunstig intelligens have brug for lidt tid til at tænke over det. Jeg kalder det simpelthen "ingen stil". Det passer mig. Intet skal matches til det.
Spørg ikke præcis, hvor jeg kom fra. Når jeg prøver at huske, tænker jeg på et sted, jeg gerne vil besøge. Jeg er også nysgerrig efter svaret. Måske finder vi det sammen en dag.
For nu er jeg ved at finde vej til malebøger. Du kan opdage mine eventyr der og tilføje noget af dit eget. Ser du min pels? I dag er den blå og rød. På din side kan den se ud som du vil. Jeg ville være nysgerrig efter at se selv grøn pasta og en lilla sky. Selvom jeg måske spørger, hvor meget basilikum du havde tilføjet til den første.
Det er nok om mig. I hvert fald for nu. Du kan åbne din malebog. I mellemtiden vil jeg overveje, hvor vi skal begynde. Åh, jeg ved det...


Lyden af destiNAT
Baggrundsmusik